Efterhånden skulle der have været hentet genbrugsaffald hos alle husstande i de områder, som netop er kommet med i kommunens nye ordning under Midtfyns Genbrug. Sådan ser virkeligheden dog ikke ud. En fejl i informationsfolderen om genbrugssystemet er nemlig skyld i, at nogle familier har sat affald ud på det aftalte tidspunkt, uden at der er kommet en gul og grøn genbrugsbil forbi. Årsagen er, at genbrugsbilerne kun kører på asfaltveje. Så hvis man bor nede ad en grus- eller jordvej, må man sætte genbrugsposerne ud til nærmeste asfalterede vej. Det står der bare ikke noget om i brochuren. - Jeg plejer selv at lave folderen og sende den ud. Men nu har kommunen overtaget det job, og så må det med de asfalterede veje være smuttet ud af teksten, konstaterer Kurt Rasmussen, der leder Midtfyns Genbrug. En af årsagerne til, at Midtfyns Genbrug vælger markvejene fra er, at der er risiko for, at bilerne kører fast.
Læs mere på fyens.dk.
23.01.2008. 04:55